Nyt spisested og koncept åbner i Aalborg
I løbet af september åbner en ny selskabs-restaurant i Aalborg midtby, og det er ikke hvem som helst der står bag det nye koncept. Én af kvinderne bag stedet er nemlig Anja Rørdam, der til dagligt driver den populære café- og tapasrestaurant Café PINGVIN.
Anja Rørdam har sammen med sin søster, Tina Rørdam, sat gang i projektet om åbningen af den nye selslkabs-restaurant og det nye koncept, som navngives Hos Rørdam. Spisestedet vil åbne i løbet af september, og stedet bliver en loftsrestaurant placeret i den hyggelige Simonis Gaard, hvor også Bistro Dejavú har lokaler.
Staben på det nye Hos Rørdam vil bl.a. komme fra Café PINGVIN, hvor både kokke og tjenere vil veksle mellem de to spisesteder. Konceptet og menukortet på den nye restaurant vil være mindre konceptuelt end Café PINGVINS’, da Anja og Tina Rørdam ønsker at lege med menuen og give kokkene mere frirum til at udfolde sig kreativt ift. at skabe nye retter. Derfor vil det også være muligt at bestille flere forskellige slags retter – og fra forskellige køkkener – fordi det skal være et spisested alle kan komme, fortæller de to søstre.
Det vil også bl.a. blive muligt at sammensætte sin helt egen 3-5 retters menu, eller bestille buffet.
Vær dog opmærksom på, at det nye spisested er en selskabs-restaurant, og derfor hovedsageligt er tiltænkt arrangementer med flere personer eller mad-ud-af-huset til begivenheder og arrangementer.